DE fIRe GruNdsTen
En samling består af fire grundsten: Drop in, aktiviteter, forkyndelse og spisning. Disse 4 elementer giver gode rammer og er sammen med til at sætte fokus på kirke, fællesskab og dagens tema.
1. Drop in
Den første 1⁄2 time er der fokus på at komme, mødes og finde sig til rette i fællesskabet. Det hele er lidt rodet! God varm velkomst i døren, snak, spil, mulighed for at lave lektier, navneskilte uddeles, strikkekurv, dagens avis og LEGO og andet legetøj. Der er en afslappet stemning, hvor der netværkes og drosles ned efter dagens opgaver. Husk at anrette et bord hvorfra man kan snuppe en kop kaffe, te, saft, noget frugt og en kiks.
2. Aktiviteter
Det kan være alt lige fra at tegne, bygge, lege, nørde til at strikke osv. Som udgangspunkt er det aktiviteter, der peger mod den kommende bibelhistorie, og som man under bibelhistorien kan henvise til. Gennem spørgsmålene ved aktiviteterne, får deltagerne en samtale, som tager udgangspunkt i dagens emne. Nogle aktiviteter klares på 10 min., mens andre måske varer lidt længere. Aktiviteterne er ikke aldersopdelt. Ved dette punkt sætter vi for alvor fokus på og forholder os nysgerrigt til dagens tema. Vi giver og modtager fra hinanden, gennem de erfaringer vi gør os, og gennem de tanker og input vi får. I Startkassen er der idéer til aktiviteter til hver enkelt samling.
Bordlederens rolle under aktiviteter
Hvorfor ligger aktiviteterne før bibelhistorien?
3. Bibelhistorie
Bibelhistorien er en vigtig del af Messy Church. Her samles alle til fællessang, bibelhistorie og bøn. Det skal være kort og enkelt. Bibelhistorien kan fremføres på et utal af måder; f.eks. som fortælling, dukketeater, drama eller som tale. Her inddrages oplevelser fra aktiviteterne, og folk udfordres på den ene eller anden måde til at deltage aktivt under fremførelsen. Der er igen masser af inspiration at hente i Startkassen.
4. Fællesspisning
Endelig er der maden. Med fællesspisning bør Messy Church afspejle den uendelige kærlighed, som Gud allerede har givet til alle mennesker uanset forholdet til kirken. Gennem velkomst, tryghed, spisefællesskab og alt det andet, som er en del af Messy Church. Ved at arrangere fællesspisning er Messy Church med til at samle alle deltagere og arrangører om noget, som alle har fælles kendskab til - at spise. Det, at sidde sammen og nyde et måltid mad, er noget helt specielt, og for mange vil det også være en god oplevelse. Børnefamilierne vil måske nyde at slippe for madlavningen derhjemme den pågældende dag, andre vil nyde for én gangs skyld ikke at skulle sidde alene og spise. I vil sikkert komme til at opleve flere fordele for deltagerne i jeres Messy Church.