hVoRdAn gRiBeR MaN dE SvÆrE EmNeR An?

Hvordan griber vi de svære emner an i en tværkulturel Messy Church?

Vores første råd er, vær varsom med at vælge svære emner til forkyndelsen ved Messy Church, hvis I ikke kender de nydanske deltagers livshistorie, der jo kan rumme forfølgelse, flugt og måske tortur. Men det kan være, at I har konkrete grunde til at vælge et tema, der også rummer svære emner. Overvej, om I skal tilbyde forbøn. 

Her er nogle gode råd om emnerne tilgivelse, ondskab og gudsbillede:

Tilgivelse
Nogle flygtninge har barske eller traumatiserende oplevelser med fx forfølgelse. Nogle har oplevet vold og drab på venner og familiemedlemmer, undertrykkelse, drukneulykker på havet og andre forfærdelige ting. Nogle oplever også vold og hadske kommentarer efter konvertering i Danmark. Det kan skabe hævnlyst efter retfærdighed. Hvis overgrebene fortsætter mod andre eller en selv, er det svært at blive ved med at tilgive.

  Snak om egne eller andres personlige oplevelser med uretfærdighed og derefter at tilgive. Vær meget opmærksom på, at almindelige danskeres oplevelser med uretfærdighed kan lyde som bagateller i sammenligning med flygtninges. Brug eventuelt andres eksempler på uretfærdighed. Undgå bombastiske udsagn som: “som kristne skal vi tilgive”. Tal om tilgivelse som frisættelse frem for som et påbud. Hav fokus på, at tilgivelse ikke er det samme som at glemme, men at lade Helligånden sætte en selv fri fra had. Lysten til gengældelse ødelægger dit eget liv.

  Når vi tilgiver, er det ikke nødvendigvis, fordi de andre fortjener tilgivelse. F.eks. ved forfølgelse, drab på familiemedlemmer osv. Mange tror, at de vil sætte den anden fri, hvis de tilgiver. Men de, der har gjort ondt, er oftest ligeglade. Så hvem betaler prisen, hvis du lever i alle de dårlige minder og alt det had til andre? 

  Man kan godt tilgive en person, man er oprigtig vred på. Tilgivelse og vrede udelukker ikke hinanden. Hvis en bror angrer, så kan vi tilgive. Men det er ikke altid, der er en anger, eller vi har mulighed for at tilgive, fordi personen ikke lever længere, eller vi er fysisk langt fra hinanden osv. Her er det vigtigt at huske på at tilgivelse også er for ens egen skyld. Desuden er tilgivelse en måde at følge i Guds fodspor på. Han tilgiver os, selvom vi ikke fortjener det. Vanskeligheden ved at forstå Guds tilgivelse hænger sammen med vanskeligheden ved at tilgive. 

  Vi kan ikke tilgive med vores egen kraft, men vi har brug for Helligånden. Det er imod vores natur og lyst at tilgive. Mange flygtninge er blevet såret dybt og har oplevet forfærdelige ting. Tal om Helligåndens kraft til at hjælpe med at tilgive. 

  Tilgivelsen er en proces. Måske oplever vi, at vi slet ikke kan tilgive. Her kan vi tage udgangspunkt i Jesu ord: ”Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Læg tilgivelsen over til Gud i første omgang. Vi kan begynde vores vandring i tilgivelsen ved at lægge det hele over i Guds hænder, og lade hans Ånd gøre os i stand til at tilgive. Næste skridt kan være at bede Gud om at nedbryde vores had. Det kan være godt ikke at være alene om det. Vi må hjælpe og støtte hinanden gennem bøn om Helligåndens indgriben, og ved at læse i Bibelen om tilgivelse. Det er vigtigt, at vi italesætter mellemregningerne i den proces og ikke skaber forhåbninger om, at det bare er noget, man gør hurtigt. Tilgivelsen er en vandring med Gud, som tager tid. Nævn at tilgivelse er en vandring, og at man ikke er uden for nåden undervejs i den vandring. Vi nævner ofte: Tag det første skridt. Men vi nævner sjældent alle mellemregningerne. Der er ikke noget vupti over tilgivelse. Det kommer sjældent frem i forkyndelsen. 

  Vores oplevelse med og forståelse af tilgivelse hænger sammen med vores gudsbillede. Problematikken om, hvorfor Gud ikke griber ind, hvis han er almægtig, kan også fylde. Hvorfor skal mennesker og kristne i særdeleshed overhovedet rammes af ondskab?

  Gud er nådig og tilgivende, og Gud tilgiver alt, og han er på den måde et forbillede for os. Men vi lever i en verden, som er præget af uretfærdighed, og har brug for, at den skyldige kendes skyldig. Hvis vi kun lægger vægt på nåden og tilgivelsen, ender det med, at uretfærdigheden og andre menneskers ondskab ingen konsekvenser får for dem. Hvis vi opfordrer til og forventer, at offeret skal tilgive uden, at den skyldige bliver stillet til regnskab, vil det igen være offeret, der taber.

  Den absolutte tilgivelse hører til i Guds rige, men her i verden hører retfærdigheden til. Dommen tilhører Gud, og han tilgiver det, der angres. Hans tilgivelse begynder ved forsoningen på korset. 

  Jeg er kaldet til at elske min fjende, og jeg kan ikke nægte at tilgive en, der har gjort noget ondt mod mig. At kunne tilgive er ofte en lang proces. Tilgivelse er ikke det samme som forsoning mellem parterne. For der kan først blive forsoning mellem mig og den, der begik overgreb mod mig, når vedkommende angrer det onde, han eller hun gjorde mod mig. Forsoning forudsætter anger hos den skyldige og tilgivelse fra offerets side.

  Der er forskel på at opnå retfærdighed og at hævne sig. Vi vil gerne opnå retfærdighed, og det må vi også gerne ønske, men hævn skaber ikke retfærdighed. Tilgivelse er at opgive håbet om en bedre fortid. Men kan man også sige, at tilgivelse er at opgive håbet om retfærdighed?

  Som formidlere af bibelteksten skal vi ikke kun fortolke tekster, vi skal også kunne fortolke mennesker. Det gælder i høj grad i sådanne situationer. Den gode formidling skal kunne fortolke tekst og fortolke liv. Flygtninges liv hidtil kender vi ikke dybden og omfanget af. Vid det, når vi fortolker teksten ind i deres liv. Gå frem og tilbage mellem tekst og liv. Nutidens formidlere bliver alt for ofte i teksten og når ikke ud til livet. 

Relevante bøger om emnet: 

• ”Konflikt og forsoning” – Hans Reitzels forlag og Dansk Flygtningehjælp
• ”Forsoning” – Paul Leer-Salvesen, Alfa 
• “Tilgivelse er ikke for tøsedrenge” - Flemming Bak Poulsen, Logos 

Ondskab 1. del
Ondskab er det modsatte af alt det, der hører Gud til: krig i stedet for fred, had i stedet for kærlighed, overgreb i stedet for omsorg osv.

  Vi er alle skabt i Guds billede. Men vi er også alle faldet fra Gud, og ondskabens mulighed bor i os alle.

  Gud har lovet at høre vores bøn. Og alligevel sker der ondt i vores liv. Det har vi lov til at undre os over. Selv Guds søn oplevede det, og også han spurgte ”Hvorfor?”

  Meningen med det værste vil altid være skjult for os. I nogle kulturer er det almindeligt at tænke på lidelse og ondskab som Guds straf. Men Kristus har taget al straf på sig i vores sted, og hvis vi kommer til ham i bøn om hjælp og om nåde, vil han ikke vise os bort. Visheden om Guds kærlighed i det værste finder vi derfor ikke ved at gætte på hans hensigt med det, der sker, eller ved at betragte vores eget liv. Den finder vi ved at betragte Kristi liv. I hans kærlighed finder vi visheden om Guds kærlighed.

Ondskab - 2. del
Vi skal være meget varsomme med at sige, at der altid er en mening med det onde, der sker i vores liv. Nogle gange kan vi på afstand af hændelserne se en mening, men ikke nødvendigvis altid.  Det er først på den nye jord, at alt bliver godt. Uanset, om der er en mening med det onde, der rammer os, må vi altid komme til Gud med vores sorg.

  For flygtninge, som har været eller fortsat er udsat for grusomme oplevelser kan vished om, at Gud i Kristus har fjernet den evige ondskab (da der ikke er ondskab på den nye jord) og helbreder vores sjæl fra denne evige ondskab være en støtte og hjælp. For nogle kan følgende illustration derfor hjælpe. Men vær varsom med som dansker, uden tilsvarende tunge livserfaringer, at bruge den.  

  Hvis et menneske har en tumor, der har 4-5 symptomer, så hjælper lægen ikke, hvis han kun behandler symptomerne. Patienten dør. Lægen skal fjerne tumoren, så forsvinder symptomerne. Dette er, hvad Jesus kom for at gøre. Vores sygdom er, at menneskeheden blev ødelagt af synd. Alt det onde i verden er resultatet af denne korruption. Da Jesus kom til vores verden tog han sig også af sygdommens symptomer, når Han helbredte mennesker og gjorde undere. Men hans hovedformål var at behandle selve sygdommen. Hans død på korset fjernede sygdommen og gav medicinen til sygdommen (tænk på Moses og kobberslangen, 4. Mos 21). Jesu blod genopretter den, der tror på Jesus som frelser og følger hans lære, til det rene billede af Adam før synden. At Jesus behandler synden i os betyder, at det onde ikke længere har evig magt over os, selvom Kristustroende mennesker stadig er kendt med ondskaben; for syndens konsekvenser forsvinder ikke i dette liv.

Gudsbillede
De fire evangelier har forskellige måder at beskrive Jesus på. Groft sagt taler Markusevangeliet om Jesus som præst, offerbærer eller Menneskesønnen, mens Matthæus mest beskriver Jesus som Messias. Fokusér i samtalerne mellem forskellige kulturer og kirkeretninger på, at vi ser forskellige sider af Gud og har brug for hinandens fokus. I Danmark fokuserer vi for eksempel meget på Gud som Far og Jesus som vores bror og ven. I mellemøstlige kulturer vil fokus ofte være på Gud som konge og autoritet.

  Gud som Far: En far i en dansk kontekst er for mange et positivt begreb. I blandt andet nogle afrikanske kulturer vil talen om Gud som far anses som noget negativt, fordi faderbilledet er strengt og forbundet med distance, slag og straf. I Mellemøsten har faren stor magt – på godt og ondt. Det giver fokus på Guds almagt men også på distancen mellem Gud og mennesker. Brug lignelsen om den fortabte søn til at beskrive det sande billede af Gud som Far: Gud bragte skam over sig selv af kærlighed til os. Og han elsker os så højt, at han ligefrem løber os i møde. Samtidig er det vigtigt at pointere, at uanset hvor god en jordisk far kan være, så vil Gud altid være uendeligt meget bedre. En jordisk far kan aldrig være perfekt – men det er Gud. 

  Ordene fra Joh 3,16 om at Gud elskede verden kan være meget kraftfulde og bevægende, hvis man ikke har hørt det før.

  Illustration til at beskrive Jesus som menneske og samtidig Gud: Et tomt glas, som man så fylder med vand fra havet. Vandet i glasset er stadig det samme som i havet, men det er nu begrænset til at være i glasset. Gud kan ikke begrænses, men han valgte at begrænse sig selv, men har stadig samme substans.

Illustrationer til at beskrive treenigheden:

• Et menneske består af både krop, sjæl og ånd i én person. Dette kan gøres meget konkret ved at pege på sin egen person og tale om, at mine følelser og tanker (fra sjælen) bliver til virkelighed gennem mine handlinger (med kroppen) eller bøn og lovsang til Gud (med ånden). De tre dele af min person kan ikke skilles ad. De er dog samtidig heller ikke ens, men komplementerer hinanden
• Solanalogien: Solen består både af selve solen, som symboliserer den ophøjede Gud Fader; strålerne, som symboliserer Jesus som Guds Ord, der udgår fra Ham, ligesom lysstrålen udgår fra solen. Og så varmen fra solen, som ligesom Guds Ånd udgår fra Ham og rører os, uden at vi kan se det. 
• Tag udgangspunkt i en pegefinger, som består af tre led, men samtidig kun er én finger. Der mangler noget, hvis du fjerner et led.

Tilbage til "Tværkulturelt"