Mc - mEd AfStaNd

Vi har lavet denne side med særlig fokus på Messy Church i corona-tiden.

Der er i denne tid mange forslag til, hvordan man kan være kirke, når vi ikke må samles mange i dem af gangen.
Men hvad med Messy Church? Hvordan kan vi være Messy Church og nå ud til alle de hjem, som vi når igennem Messy Church?
Messy Church er ikke kun Messy Church den ene gang om måneden, hvor vi kan samles. Også alle dagene indimellem lever Messy Church. Også nu, hvor meget er lukket ned. Også nu gælder de fem værdier: Kristuscentreret - Gæstfrihed - Alle aldre - Gudstjenestefejring - Kreativitet. Vi vil opfordre jer til at dele overvejelser, erfaringer, spørgsmål og andet vedrørende Messy Church lige nu inde i facebookgruppen for Messy Church teams “Messy Church, Danmark” eller send dem til Karen og de vil blive delt her på siden.

Materialer til jer
Her på siden vil vi løbende lægge inspiration til samlinger ind - men det vil være forskelligt, hvordan I kan viderebringe den ud lokalt. I skal finde en måde, som kan fungere hos jer... vi kan blot give inspiration.

Messy Church England, lægger hver mandag morgen nye forslag op til “Messy Church at home” på deres hjemmeside. Måske nogle af jer har lyst til at bruge dem.

Samlinger til "Messy Church - på afstand"

Konkrete ideer til måder at være “Messy Church - med afstand”
Uanset hvilken model I vælger, så vil vi selvfølgelig hele tiden henvise til, at I overholder de retningslinjer, som er sat fra Regeringens side.

Messy Church på video og Facebook

  • Du har måske allerede set Vigerslev kirkes bud på, hvordan det kan løses ved hjælp af optagelser og Facebook.
  • I kan fortælle folk, at videoen kommer op, på det tidspunkt, hvor I ellers ville have Messy Church, og at der er nogle rekvisitter, som de skal have klar.
  • På videoen kan I lede aktiviteten, som I ville have gjort det til en almindelig Messy Church… tale om det, som I gør, men ikke mindst om hvordan aktiviteten skal minde os om noget fra dagens tema. Husk at stille åbne undrende spørgsmål… som folk så må give svaret på i hjemmet til hinanden eller skrive i en sms til jer i MC-teamet.
  • Lige præcis samtalen og forbindelsen til temaet, er det, som skiller Messy Church ud fra en hobby-klub!
  • Husk også bøn, fællessang og Bibelfortællingen i videoen! Hvis I ikke selv har lyst til at synge, så kan I linke til en af de fantastisk mange sange, som allerede er på youtube.

Drive in Messy Church

Vi har også oplevet flere Drive-In gudstjenester i Danmark i påsken. Kunne man forestille sig “Drive in Messy Church”, hvor man får en pose til hver bil med rekvisitter til aktiviteterne, når man kører ind på pladsen? Og så skal man selv medbringe kaffekurven? Se en rapportage fra Drive in gudstjeneste.
Alt efter, hvordan Danmark bliver åbnet op, så kan vi måske også snart sætte os på hvert vores picnictæppe med den poser, som vi fik i hånden, da vi ankom og så høre nogen snakke gennem telefonen eller andet teknisk!

Uddel rekvisitter

I kan pakke en lille pose, som I opfordrer folk til at hente et ulåst sted inden næste Messy Church. I posen pakker I de rekvisitter, som skal bruges, udover det, som I forventer, er til stede ethvert hjem.
I kan enten lægge en beskrivelse i posen og opfordre folk til selv at udføre det hele derhjemme efter beskrivelsen, eller bruge video som beskrevet ovenfor.

Drop in

En hyggelig stund med en kop kaffe eller andet og lidt at spise. Måske lægger I en pakke med en kiks i posen til hjemmet. Eller vis et billede af en spændende måde at anrette grøntsager på eller et spændende og anderledes sted at opholde sig under Drop in.

Mødes til Messy Church

Det er endnu svært, men efterhånden som der bliver åbnet for at samles i større grupper, så kan vi begynde at mødes i Messy Church. Ved ankomsten til Messy Church kan dem, som hører sammen, få udleveret en kasse med kopper, bestik, sakse, blyanter osv., som kan følge dem til denne samling, og som afleveres til sidst igen. Nogle aktiviteter kan gennemføres og andre må vi gemme til det igen er okay at røre ved de samme ting. Hver gruppe kan have sit eget bord og kommer nogen alene til Messy Church, kan de sidde ved det samme bord...men med afstand. Spisning kan gennemføres, hvis der er nogen, som øser op. Kan man ikke gennemføre sang, så kan man lytte til en sang. 
Kreativitet er en af de fem værdier i Messy Church. Det handler ikke kun om saks og papir, men også om det, som vi skal i gang med nu, når vi samles igen. At være kreative.

Ideer fra andre

Maibritt fra MC, KirkeRod, Vigerslev kirke, skriver: 

Jeg har lige hurtigt læst samlingen til Kristi Himmelfart - her er lige en idé til noget spiseligt, der “stiger op” - kender du “kage i en kop”? Hvis man bruger en opskrift med bagepulver, så kan man se sin kage “vokse” :-) 

Det er super nemt - og større børn kan godt lave det selv, er min erfaring.

Og ellers kan man bare google “kage i en kop”.

Mere hjælp og inspiration

Tag kontakt til Karen Markussen (den eneste MC-konsulent, som ikke er hjemsendt)